Ny pulje i Nyborg Kommune: Søg næsten en million kroner til lokale projekter

Den nye solcellepark ved Aunslev er officielt sat i drift, og dermed åbner Nyborg Kommune for ansøgninger til Grøn Pulje. Her kan lokale projekter få støtte på op til en million kroner.
Puljen rummer i alt 996.000 kroner og finansieres gennem en lovbestemt støtteordning af selskabet bag solcelleanlægget. Nyborg Kommune står for at forvalte midlerne og behandle ansøgningerne.
Alle med adresse i Nyborg Kommune kan søge. Projekter, der ligger inden for fem kilometer fra solcelleanlægget ved Aunslev, vil dog have forrang i udvælgelsen.
Støtten kan blandt andet gå til initiativer, der styrker lokale fællesskaber, fremmer biodiversitet og naturværdier, understøtter grøn omstilling eller forskønner byrum og fællesområder. Der kan også søges til projekter med sociale, kulturelle eller rekreative formål.
Ansøgningerne behandles af Klima-, Natur- og Miljøudvalget. I vurderingen lægges der blandt andet vægt på projektets lokale forankring, opbakning, mulighed for at blive gennemført og betydning for naboerne til energianlægget.
Interesserede kan få mere at vide på et informationsmøde den 29. oktober klokken 17 i Hjulby Forsamlingshus. Her vil kommunen orientere om puljens retningslinjer og give gode råd til ansøgningsprocessen.
Ansøgningsfristen er 1. marts 2027. Kommunen forventer at give tilsagn til de udvalgte projekter i andet kvartal 2027.
Fakta om Grøn Pulje
Samlet pulje: 996.000 kroner.
Der kan søges om op til en million kroner.
Tilskud kan dække op til 100 procent af projektets udgifter.
Alle med adresse i Nyborg Kommune kan søge.
Projekter inden for fem kilometer fra solcelleanlægget ved Aunslev har forrang.
Ansøgningsfrist: 1. marts 2027.
Informationsmøde: 29. oktober kl. 17 i Hjulby Forsamlingshus.






Accepter kun nødvendige cookies